Det er en stor omvæltning for enhver familie, når ens barn skal starte i institution. Man skal forholde sig til nye voksne og børn, adskillelse og nye samværsformer. I den forbindelse er det rigtig vigtigt, at I er bevidste om, hvor gode små børn er til at aflæse de signaler, I som forældre sender.
Vi har ikke en fast procedure for barnets start i vuggestuen. Vi tager udgangspunkt i den virkelighed, I som familie har, både i forhold til arbejds - og familieliv.
Som pædagogisk personale, har vi den viden og erfaring, der skal til for at skabe de trygge rammer, der er vigtige for jeres barns trivsel og udvikling. For nogle børn kan det tage tid – for andre går som en leg.
Når jeres barn starter, holder vi en ”intro-samtale” med jer. Her vil vi bl.a. gerne høre lidt om fødslen, tale med jer om, hvordan det er at være forældre og familie, og dét, der er unikt for jeres barn. Vi vil samtidig afstemme de gensidige forventninger til hinanden. Får I eller vi efterfølgende behov for en samtale omkring jeres barns trivsel og udvikling, går vi selvfølgelig i dialog omkring det.